Jeg vil ikke mere

Lidt om sorg og et mega godt råd

IMG_0156

Din virkelighed bliver, som du tænker om den er et råd jeg har hørt fra min mor, min personlige psykolog, mit orakel. Hun er seriøst guld værd at snakke med og livets små og store dilemmaer. Men helt seriøst, så er det det bedste og mest nyttige råd, jeg nogensinde har modtaget. Det er vildt svært at efterleve det, og det er bestemt ikke et livssyn jeg har taget til mig fra den ene dag til den anden. Jeg har altid kunne se meningen med, at hvis du tænker negativt om dit liv, bliver der også lagt fokus på det negative, og det er selvfølgelig ikke super fedt og det medvirker i hvert fald ikke til et lykkeligt liv.

I lang tid har jeg været i fornægtelse over, at min kæreste allerede har prøvet at få børn med en anden kvinde, og når jeg nu skal være helt ærlig, så har jeg brugt rigtig mange tårer på netop dette. Jeg har haft svært ved at acceptere, at når min kæreste og jeg en dag skulle have børn, så ville det ikke være hans første. Det har selvfølgelig aldrig været mit drømmescenarie at finde en mand, der allerede havde børn, men nu ville livet altså, at det skal være ham og jeg J

Da min kæreste i sin tid blev skilt, brugte han meget tid og sorg på, at han for altid skulle vinke farvel til drømmen om en kernefamilie. Den sorg har han fået bearbejdet længe før han mødte mig og accepteret, at det er sådan, hans familiesituation er. Jeg har, ligesom min kæreste, skulle bearbejde en form for sorg over, at jeg, ved at være sammen med ham, også vinker farvel til min drøm om en kernefamilie. En drøm jeg har haft siden jeg var 14 år. Nogle stunder har jeg været så meget i fornægtelse, at jeg slet ikke kunne se mig udover, at jeg ikke fik den familie, jeg altid har drømt om, og der var absolut ikke noget at gøre ved det. Min kæreste har lagt øre til mange nedbrud fra min side af, hvor jeg har ønsket, at han kun havde fået børn med mig.

(Mine bonusbørn er jo virkelige mennesker, som jeg har lært at kende og holder af. Derfor kunne jeg aldrig forestille mig, at de ikke skulle eksistere).

Tilbage til rådet der er guld værd. Hvis du virkelig ønsker at ændre din tilgang til tingene, så kan du! Jeg har aldrig ovenstående tanker mere. Jeg har accepteret, at det ikke gør mig noget godt at bruge tid, energi og tanker på at sørge eller bekymre mig om noget, jeg ikke kan ændre. Det har krævet virkelig meget fra mig selv at lukke de negative tanker og følelser ude, for det er jo ikke altid man selv kan styre, hvad man føler eller tænker. Netop derfor er det ikke et råd, man kan efterleve fra den ene dag til den anden, men det er noget, man virkelig skal ville og være villig til at arbejde med sig selv – HVER DAG.

For at komme med et eksempel:

Når jeg er blevet overrumplet af en negativ følelse af, at min kærestes og mit første barn ikke er hans første men hans tredje, og jeg kan mærke, at det gør mig ked af det, tvinger jeg mig selv til at tænke på alt det positive ved selv samme situation.

  • Det er positivt, at han har erfaring med små børn. Det kommer jeg til at nyde rigtig godt af.
  • Det er positivt, at min søn får mange søskende (jeg kommer selv fra en søskendeflok på 6, og jeg har ELSKET det!).
  • Det er positivt, fordi det har gjort ham til den mand, han er i dag, som jeg er hjernedød forelsket i.
  • Det er positivt, fordi jeg, allerede inden jeg får børn med ham, ved, at han er en pisse god far.

Og så holder jeg fast i det positive! Hvis tankerne vandrer tilbage til det negative, remser jeg alt det positive op for mig selv igen.

Det har hjulpet, og i dag vælger jeg at fokusere på alt det gode og positive ved, at min kæreste har børn i forvejen. Når vores lille snart melder sin ankomst, har han så meget erfaring, som jeg ikke har, og det priser jeg mig lykkelig for! Jeg synes faktisk, det er SÅ sexet, at han bare er mega fern til at håndtere babyer. Jeg bliver helt blød om hjertet, når jeg ser ham med andres babyer, og jeg kan slet ikke vente med at gøre ham til far igen. For han er verdens bedste far, og det er jeg så heldig, at jeg allerede ved i forvejen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg vil ikke mere