Jeg tager sagen i egen hånd

Jeg har før skrevet om manglende overskud til de store børn, efter jeg har født. Jeg har egentlig gået og ventet lidt på, at det skulle komme tilbage af sig selv, men det er som om, at det ikke rigtig sker – nærmere det modsatte faktisk. Det gør mig selvfølgelig super ked af det, og jeg har haft en mindre krise over det her i weekenden. Det kommer ikke tilbage, medmindre jeg gør noget for det, har jeg indset.

Næste gang børnene kommer hjem til os, skal lillebror døbes, så der har vi ikke så vanvittig meget tid pga. forberedelser og så den store dag. Jeg har alligevel besluttet mig for, at jeg en af dagene vil tilbringe noget tid med dem, mens far tager babyen. Jeg kan mærke, at de begynder at distancere sig en smule fra mig (forståeligt nok når det eneste, jeg har på hjernen er baby), og det vil jeg selvfølgelig have lavet om på, inden der kommer for stor afstand! Planen er, at jeg også vil nå at snakke lidt med dem om den store omvæltning, det har været at få en lillebror, hvordan de har oplevet, at jeg er blevet mor, og om de kan mærke en ændring i deres og mit forhold til hinanden. Det kommer selvfølgelig til at ske i børnehøjde, da det er forholdsvis store emner med store følelser, som selv voksne kan have svært ved at tale om. Jeg er spændt på, hvad vi får ud af det. Forhåbenligt noget godt 😊