Skilsmisse i det sammenbragte

Jeg læste et sted, at statistikker viser, at cirka 75% par i sammenbragtefamilier går fra hinanden. 75% er virkelig meget, og det får mig til at tænke, hvad det kan skyldes. Det er selvfølgelig aldrig til at sige, hvad det præcis kan skyldes, da en skilsmisse nok er et resultat af en masse ting, men jeg vil alligevel give mine bud på, hvad jeg tror, det kan skyldes. Jeg kan godt sætte mig ind i, at par i sammenbragte familier går fra hinanden, for det ER hårdt. Hvis kærligheden til min kæreste ikke var den helt rigtige, var jeg nok heller ikke blevet i forholdet.
Jeg tror, den væsentligste grund til de mange split er mangel på kommunikation og forståelse i forholdet. Jeg finder det i hvert fald meget vigtigt, at der bliver lyttet til mig, at jeg møder forståelse og ikke mindst at finde løsninger i fællesskab med min kæreste, som alle kan være tilfreds med.
Forståeligt nok må det være svært for forældre at høre deres kærester “brokke” sig over deres børn. Jeg kan da kun forestille mig, at det må være en anelse ubehageligt. Når det så er sagt, så mener jeg, at det er et vigtigt vilkår, at man kan tale åbent og ærligt med hinanden i et forhold med bonusbørn, også selvom det kan være svært for den ene at høre på. Jeg kan fortælle, at det med garanti også er svært for den anden at levere.
Jeg tror, at mange forældre er vant til at gøre tingene på én måde, og når de så får en kæreste, der pludselig skal involveres, og som højst sandsynligt vil gøre nogle ting anderledes, kan der opstå store konflikter i et forhold, og her er kommunikation ekstremt vigtigt. Ofte vil den tilkommende kæreste være uenig i ting som børneopdragelse og grænser. Jeg mener, at der skal være plads til alles meninger i forholdet, og derfor er det ikke længere muligt kun at holde på sit. BEGGE må lære at gå på kompromis (uden at bære nag).

En anden væsentlig faktor, jeg tror, der er skyld i de mange brud, er det faktum, at man har én idé om, hvordan det bliver, og så er der virkeligheden. Det er nemt at tænke sig til et drømmescenarie, hvor alle elsker hinanden. Børnene elsker deres nye bonusmor, og hun elsker dem. Alle er glade og én stor familie. Jeg mener også sagtens, at man kan blive én stor og glad familie, men det kommer bestemt ikke af sig selv. Det kræver kompromis, forståelse, god kommunikation, ærlighed, tid, tålmodighed og det kræver, at ingen bliver tvunget til at gøre eller føle noget, de ikke er i stand til.
Faren til børnene forventer måske, at du med tiden vil elske hans børn som dine egne, og det forventer du måske også selv vil ske en dag. Dagene går og dine følelser for børnene bliver ikke stærkere, og det føles som et nederlag og en stor skuffelse. Måske fordi du troede, det ville blive nemmere, hvis du elskede børnene. Måske fordi du havde en forestilling om, hvordan fremtiden skulle se ud, og du har indset, at det ikke er muligt.
Jeg oplever, at der i mange tilfælde forventes af børnenes far, familiemedlemmer eller samfundet generelt, at det er nemt at elske børn, og man er lidt “forkert”, hvis man ikke synes, at børnene er det skønneste i verden.
Fordi det er så tabubelagt et emne, er der ikke mange der får sagt højt, at det er OK, hvis du ikke elsker dine bonusbørn. Det er OK, hvis du ikke ser dig selv som bonusmor men som fars kæreste. Det er OK at trække stikket, hvis hverdagen med børn bliver overvældende. Det er nemlig OK (efter min mening) at sætte sig selv øverst i en sammenbragt familie. Børnene har deres forældre til at opfylde deres behov. Der er ingen udover dig, der kan opfylde dine behov som bonusforælder. Derfor skal mange forældre også lære at lade deres kæreste tage fri fra rollen som bonusmor(far), hvis det er det, man har brug for. Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at hvis jeg ikke lytter efter og tager en pause, når jeg har brug for det, så ender dagen dårligt, og jeg står højst sandsynligt op næste dag med nul energi på kontoen, og så er man ikke meget værd for nogen og bidrager til en negativ stemning.

Jeg oplever desuden en hvis form for pres fra samfundet om, hvordan man skal tænke og synes om alle børn. At alle børn er til at elske, og når man så i forvejen kæmper med sin egen dårlige samvittighed og knuste billede af, hvordan man havde forestillet sig det skulle være, kan det føles ekstremt overvældende, hvis der forventes ting og følelser af en, som man simpelthen ikke er i stand til at give eller vise.

Jeg har desværre ingen universel løsning, der kan forhindre skilsmisser, men jeg kan dog råde jer med, hvad der har virket hjemme ved os.
For det første har jeg erkendt og lært at have det fint med, at jeg ikke elsker børnene som mine egne. Jeg holder ganske vist ufatteligt meget af dem, men jeg elsker dem ikke, som deres forældre gør. For mig har det været svært at erkende netop, fordi den erkendelse ødelagde, den forestilling jeg havde oppe i mit hoved om, hvordan jeg gerne ville have fremtiden så ud.
For det andet har jeg brugt meget tid på at finde min rolle som bonusmor. Hvor går mine grænser til, og hvor meget kan jeg involvere mig uden at føle mig drænet for energi sidst på dagen. Det varierer meget fra dag til dag, hvor meget “mor” jeg er sammen med dem. Jeg lytter til mig selv, hvad jeg kam rumme. Jeg har lært, at det er ufatteligt vigtigt for mig at lytte til mig selv, hvad jeg har brug for og ikke skubbe mig selv til side og ligge alt fokus på børnene, når de er der. Det gjorde jeg meget i starten, fordi jeg var så frygtelig ræd for, at de ikke kunne lide mig, så dengang kunne jeg aldrig drømme om at sige fra og lytte til mine egne behov. Det gav ikke en særlig glad Naja, og jeg bidrog ikke med særlig meget positiv stemning, når familien var samlet.

Til sidst mener jeg, at man som bonusforælder har brug for sin kærestes støtte og forståelse. Selvom de fleste ting er noget, man skal arbejde på selv, så mener jeg, at arbejdet er spildt, hvis man ikke har sin kæreste bag sig i alt. Også selvom det handler om hans børn og kan være en udfordring for ham.

Med det her indlæg har jeg taget udgangspunkt i egne erfaringer og følelser. Nogen kan måske nikke genkendende til nogle af tingene og andre slet ikke. Heldigvis er vi alle forskellige, og forskellige ting virker i forskellige forhold og familier 😊