Sandheden

Sandheden er, at jeg oplever nogle trælse følelser for tiden. Jeg er stadig overvældet over at være blevet mor, og det tager helt klart stadig alt min tid. Det er også der, jeg har lyst til at ligge min tid, så overskuddet til alt andet er selvfølgelig mindre, end det var, inden jeg var nogens mor.
De sidste par måneder har min bonuspige haft svært ved at styre sit humør og sit sprog. Nogle dage værre end andre. Vi er i tvivl, hvad der ligger til grunde, men det er selvfølgelig ikke nemt for hende, at pendle mellem to hjem. Som mange andre delebørn kæmper med, så savner hun den ene, når hun er hjemme ved den anden. Uden at være helt sikker, så tror jeg, hun synes, det er blevet en tand sværere, efter hun er blevet storesøster, for nu er der endnu en person, hun savner.

Jeg oplever, at jeg ikke altid ved, hvordan jeg skal tackle det, og som regel ender jeg bare med at blive ked af det. Ked af det på hendes vegne, fordi hun skal have det svært, men også ked af det på mine egne vegne, fordi JEG ikke ved, hvad jeg skal stille op med det. Nogen gange glemmer jeg, at jeg kun er 23 og først lige blevet mor selv. I virkeligheden har jeg  jo ikke en skid forstand på børneopdragelse, og hvad der virker og skal gøres. Så at stå med en 8-årig, der pludselig kræver grænser, sætter virkelig mit humør og tålmodighed på prøve.

Jeg kan stadig blive utrolig overvældet over, at min kæreste har to børn. Jeg oplever mange situationer, som de fleste 23-årige ikke skal tage stilling til. Én ting er sikkert – jeg gør virkelig mit bedste for at være en god og rummelig bonusmor, selvom jeg nogle dage ikke aner, hvad jeg laver.
Jeg vil gerne vende tilbage med en opdatering over situationen, når jeg er mere i kontrol over den.