Livet efter barn

Der er ingen tvivl om, at det største i livet er at få børn. INTET slår det. Jeg har altid haft en idé om, hvordan livet ville være med et barn, og jeg har selvfølgelig altid vidst, at kærligheden til ens børn er stor, for det siger alle forældre. Men man har ingen chance for at vide, hvordan det præcis føles, før man står i det. På et splitsekund ryger alle ens egne behov ned på ranglisten, og det her lille væsens velbefindende er det vigtigste i verden. Jeg synes ikke, det på nogen måde har været svært at skubbe mig selv til side og sørge for mit lille menneske, men jeg synes, at det har været ekstremt overvældende. For det første var det fuldstændig sindssygt at opleve en fødsel på egen krop. Det er så underligt, at det på en og samme tid var den værste oplevelse i mit liv og den bedste.

For det andet har det været overvældende at mærke den sindssyge kærlighed, der træder ind i det sekund baby bliver lagt på brystet. Det er ikke til at forstå, at man kan elske et andet menneske SÅ højt fra det ene sekund til det andet.

For det tredje; med kærligheden følger bekymringen. Bekymringen for at miste, for at noget skal gå galt.

For det fjerde så har tid fået en helt anden betydning. Jeg har altid haft så travlt. Travlt med at blive ældre og travlt med at nå videre i mit liv. For første gang nogensinde, er jeg blevet overvældet over, hvor meget tiden flyver af sted, og jeg ville inderligt ønske, at jeg fra tid til anden kunne trykke på en pause-knap. Jeg stornyder hvert sekund med min lille dreng, for det går virkelig så stærkt, og jeg vil have så meget ud af den her tid som muligt. Tanken om, at jeg en dag skal starte med at studere og arbejde igen føles en smule surrealistisk. Det her er mit liv nu, og hånden på hjertet så elsker jeg det.

I dag har jeg svært ved at forstille mig mit liv før vores søn. Det er bare som om, at det hele først giver mening nu ❤️