Der er børn HELE ferien

I skrivende stund sidder jeg lige og holder en pause fra min gåtur med baby, og det giver god tid til at tænke. Jeg tænker over, hvor meget mit liv har ændret sig de sidste 3 år, og hvor meget jeg har ændret mig. Ifølge “planen” skulle vi ikke have haft børnene hele ferien, men kun til tirsdag og så igen fredag. Istedet har vi valgt at få dem hele ugen, og så er vi taget i sommerhus. Skide hyggeligt.

Men når jeg sidder her og tænker 2 år tilbage, kan jeg huske, hvor meget jeg kæmpede, når der blev mere samvær end aftalt. Jeg husker knuder i maven, dårligt humør og tårer. Jeg blev ked af det, fordi jeg holdt mere af de dage, hvor det kun var min kæreste og jeg, og jeg havde svært at give slip på de dage.

Nu tænker jeg ikke videre over det, for jeg nyder både de dage, hvor børnene er der, og de dage hvor de ikke er.

Tid gør vældig meget. Selvfølgelig kan man fremskynde processen, hvis man selv arbejder med sine følelser, og hjælper det hele lidt på vej, men man skal ikke undervurdere tid. Det er blevet så meget lettere og rarere med tiden – også de ting jeg ikke decideret har arbejdet på at få bedre. Det hele har været en tilvæningsproces, og er det stadig. Jeg har lært at nyde min rolle som bonusmor størstedelen af tiden, og jeg er sikker på, at det stadig bliver bedre med tiden.