Forbudte tanker

Okay, så det her indlæg skulle være kommet i mandags, men sandheden er, at jeg fik kolde fødder og skulle lige bruge lidt ekstra tid til at tænke over det. Men bloggen er jo oprettet med henblik på at tale højt om det, ingen andre gør!

Det første år sammen med børnene var det sværeste for mig. Jeg har valgt at dele mine ‘grimmeste’ tanker med jer, fordi det har været dem, der har været sværest at tale højt om. Både fordi jeg havde dårlig samvittighed over at tænke sådan, men også fordi, det var svært for andre ikke at dømme mig, når jeg fortalte det, og derfor valgte jeg at holde det meste for mig selv. Forståeligt nok kan det være svært for andre, der ikke kender til det at være kærester med en far at sætte sig ind i den situation.

“Jeg kan ikke acceptere, at han har børn, og at jeg skal dele hans kærlighed med andre”

“Jeg er jaloux på børnene, og nogen dage kan jeg ikke rumme, at de eksisterer”

“Det er uretfærdigt, at jeg har forelsket mig i en far”

“Jeg ville ønske, han ikke havde børn”

“Jeg glæder mig til, at de skal hjem til deres mor”

“Jeg laver planer, når børnene er her”

“Kommer jeg nogensinde til at synes det er rart, når de er her? Kommer jeg til at kunne slappe af?”

Jeg husker, at jeg led af meget dårlig samvittighed, og jeg følte mig tit som et ondt menneske, fordi jeg kunne tænke negativt om to børn – endda min kærestes børn, som han jo elsker, og jeg elsker ham.
Jeg er heldig med en forstående kæreste, men trods det har jeg følt mig enormt alene med mine udfordringer. Det har været svært at finde fuld forståelse fra nogen, da det kun er de i samme situation, der eventuelt kan forstå ens inderste frustrationer.
Jeg har aldrig overvejet at droppe mit forhold, men jeg har dog tænkt tanken, at jeg aldrig kunne blive 100% lykkelig i vores sammenbragte familie.

I dag har jeg været sammen med min kæreste i 2,5 år. 2,5 år i et forhold med børn, og jeg er nået så langt med mig selv. Det første, der har skulle til for, at jeg har kunne slippe af med de tanker har været at indse, at problemet ikke er børnene, og at det aldrig har været børnene. Problemet har været mig selv. Det er mig, der har haft problemer med at acceptere, at jeg har forelsket mig i en mand med børn.

Jeg har desuden lært, at jeg ikke er et dårligt menneske pga disse tanker. Jeg er tværtimod bare et menneske med følelser, som jeg ikke altid kan styre eller rumme. Fuldstændig ligesom alle andre mennesker. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke dunker mig selv i hovedet. Jeg har haft så dårlig samvittighed og følt mig som den ondeste person, at jeg har kunne tænke sådan om to uskyldige børn, men det har jeg ikke fået noget ud af udover flere triste miner. I stedet har jeg valgt at arbejde med dem – en efter en – og jeg vil sige, at jeg er kommet dem til livs nu. Jeg har lært at acceptere det og sige pyt til det meste (pyt er verdens bedste ord!).

Dette indlæg ender ikke med en masse gode råd, men hensigten har blot været at sige højt, at det ikke altid er rosenrødt at være kærester med en far. Og hvis der bare er én, som læser dette, der måske føler det samme, så ved du nu, at du ikke er alene!

Hertil skal det siges, at det også er ganske fantastisk, at jeg har fået de to skønne børn ind i mit liv! Og jeg synes også, det er på sin plads med et indlæg om alt det gode ved at blive kærester med en far – for det er bestemt ikke kun dårligt! 😍