At være skide jaloux

Jalousi er virkelig en grim ting, og jeg er ked af at indrømme, at det har fyldt utrolig meget for mig i mit forhold til min kæreste. Når jeg tænker 1,5 år tilbage, kunne jeg hurtigt få en rigtig dårlig følelse i maven, hvis bare min kæreste lå i sofaen og puttede med børnene. Inde i mit hoved tænkte jeg, at det jo er min plads. Til tider følte jeg så stærk en jalousi, at jeg hellere trak mig tilbage fra fællesskabet og lå alene i stedet for at hygge med de andre, hvilket jeg godt kan kigge tilbage på nu og tænke ej Naja, tag dig lige sammen. Men det var altså sådan, jeg havde det, og jeg kunne på ingen måder styre mine følelser. Jeg prøvede ihærdigt at forklare min kæreste mine følelser, hvilket var en svær affære, for jeg ønskede jo bestemt ikke at gøre ham ked af det eller føle sig klemt. I hans øjne var det meget svært at forstå, hvorfor jeg blev så jaloux, og hvorfor jeg lod det gå mig på. Jeg prøvede at forklare ham, at han skulle forestille sig, at der lå to storbarmede blondiner op af ham, for det var præcis sådan en slags jalousi, jeg følte. Han gjorde det meget klart over for mig, at han selvfølgelig ikke ville stoppe med at putte med sine børn (og det ville jeg jo heller ikke have!), så det var noget, jeg skulle lære at komme over og acceptere. Det har hele tiden været et personligt issue og absolut ikke nogens skyld, for selvfølgelig skal forælder og barn kunne putte sammen.

Hvad har jeg gjort for at ændre det? For det første vil jeg sige, at det virkelig kræver en indsats, og man skal være 100% opsat på at ændre sin måde at tænke, føle og opfatte tingene på. Jeg har arbejdet meget på at acceptere og forstå, at et forhold til sin kæreste og et forhold til sine børn er to vidt forskellige ting, som slet ikke kan sammenlignes. Det har krævet mange lange snakke, tudeture og en masse selvreflekterende spørgsmål. Derudover har jeg arbejdet på at ændre mit syn på det forhold min kæreste har til sine børn. Det er normalt, at forældre og børn er kærlige sammen. Det skaber tryghed, kærlighed og tætte forhold og sådan nogle forældre skal alle børn vokse op med. Nu kan jeg se, at det er fantastisk, at han er sådan en kærlig og dejlig far, for det kommer han også til at være over for vores søn, og det glæder jeg mig helt vildt til at se og opleve.

Måske ville alt dette også have været undgået, hvis jeg havde haft et barn med ind i forholdet. Det er 100% nemmere at forstå relationen til sit barn, når man selv er mor eller far.

Derudover hjælper det også for mig at sætte tingene i perspektiv. Putter jeg med min egen mor? Ja. Synes jeg det er okay? Bestemt. Har jeg noget imod at se andre børn putte med deres forældre? Tværtimod, jeg synes man SKAL putte med sine børn.

I dag rør det mig overhovedet ikke mere, men det har virkelig krævet meget fra min side at nå dertil. Jeg er åbenbart en jaloux person af natur (og jeg HADER det!), og nogle gange kan jeg stadig føle den i bestemte situationer. Oftest maner jeg det til jorden, fordi jeg kan fortælle mig selv, at det er en unødvendig jalousi, som overhovedet ikke gør noget godt for mig, og det vil jeg ikke bruge værdifuld tid på. Hvis jeg virkelig har en dårlig dag, og jeg ikke kan slippe mit gamle mønster, tager jeg et dejligt langt bad, tænker på alt det ovenstående og så er jeg som regel ovre det på nul komma dut.

Desuden tror jeg også ofte, at jalousien opstod, fordi de kæmpede om at ligge sammen med deres far og ikke med mig. Jeg kom hurtigt til at føle mig alene og føle mig afvist. I dag er de heldigvis rigtig glade for at putte med mig, og vores store pige foretrækker endda sin bonusmor fremfor sin far. Hihi, det elsker jeg altså, for det er så hyggeligt og skaber et tættere bånd imellem os. Relationer tager tid, men hvis man gør en indsats, er det det hele værd!